You are currently viewing Hvad er fordelene ved personlig træning (del 1)

Jeg hører ofte spørgsmålet: ”Hvad er fordelene ved personlig træning egentlig? Kan man ikke bare gøre det selv?” Og jeg forstår godt, hvorfor nogle undrer sig. For jo, du kan godt gøre det hele selv – spørgsmålet er blot, om du får det maksimal ud af dit besvær?

Fordi det kan være svært at overskue, hvad fordelene egentlig er ved personlig træning, når man ikke selv har haft en personlig træner, har jeg forsøgt at liste nogle af fordelene ved at have en personlig træner. Det er blevet til to indlæg (ellers ville det blive for langt)

Indlæggene kaster lys over, hvad en personlig træner kan hjælpe med. Det er klart, at nogle vil kunne gøre det selv – her er blogindlæggene ikke meget bevendt. Listen er langt fra udtømmende, men giver et godt indblik i, hvilke aspekter en træner kan hjælpe dig med.

1. Du uddanner dig selv

Når du træner med en af vores personlige trænere, bliver du samtidig uddannet i at træne selv. Og du får råd og vejledning fra en person, som rent faktisk har gennemgået en uddannelse. Ikke den lokale ”fitness-guru”, som råder dig til en juice detox og tre timer på crosstrainere. Med andre ord lærer du at skille skidt fra kanel.

Vi går op i, at vores trænere har både et teoretisk og praktisk fundament og, at de har lært at lære fra sig. Du skal gå fra en træning og tænke, at du har lært noget nyt/er blevet bedre til at træne.

Hvorfor er det vigtigt?

Det er det, fordi du skal vide, hvorfor du får besked på at gøre, som du gør. Hvorfor siger din træner, at squat er en god øvelse til dig? Hvorfor laver du øvelser, som forbereder dig på andre øvelser og så videre? Det er vigtigt for os, at du ved dette.

Derudover sørger vi altid for, at du laver øvelserne rigtigt. Når du laver en øvelse, går vi rundt og observerer, kommer med cues og er i det hele taget opmærksomme på, at det føles naturligt og trygt for dig. Skader er den største forhindring for fremskridt, når det kommer til træning. Ved at få en træner til at observere dig, får du værdifuld input til udførslen af øvelser, så du træner sikkert og effektivt.

Hvilket lapper lidt ind over næste point:

2. Du træner sikkert og effektivt

Vores trænere fokuserer meget på, at du udfører øvelser med korrekt teknik. Det betyder samtidig, at du træner mere effektivt.

Hvis du laver øvelserne med forkert teknik, øger du risikoen for skader, og får samtidig mindre ud af øvelsen (blandt andet fordi du potentielt ikke bruger de muskler, som øvelsen er rettet imod tilstrækkeligt etc.).

Derfor fokuserer vi på korrekt teknik, så du undgår skader. Færre skader = kontinuerlig træning = hurtigere resultater.

3. Alting er tilpasset dig

Du har nok hørt, at det ikke er nødvendigt med personlig tilpasning. At de fleste sagtens kan følge et standardiseret program og få gode resultater. Og det passer også langt hen ad vejen.

Men vi er bare forskellige, og det betyder, at vi har forskellige behov, når det kommer til træning. Det kan eksempelvis være, du har en gammel ankel- eller knæskade, som besværliggør squat eller andre benøvelser. Og hvordan følger du så et standardprogram med squat og dødløft?

Det kan også være, at du forsøger at kombinere styrke- og løbetræning, fordi du skal løbe et marathon. Her er det svært at finde et ”standard-program”, fordi det ikke er en standardsituation. Her sørger vi for, at du får et program tilpasset dine behov (og eventuelle skavanker), så du får det maksimale ud af dine træning uden at blive skadet.

4. Du får hjælp til en realistisk målsætning

Hvor ofte har du sat dig et mål for så senere at erkende, at du ikke når det? Det kan være det typiske nytårsforsæt med at tabe 10 kilo på tre måneder. Eller måske skal du løbe et halvmarathon inden juli, men du vejer 10 kilo for meget og dine løbesko har samlet støv de sidste fem år.

Målsætninger kan være svære. Og her hjælper vi – sammen med dig – med at lave en realistisk målsætning, som vi tilpasser i løbet af vores tid sammen. Vi tager højde for dit udgangspunkt, dine vaner og deadline for dit mål, når vi sætter målsætninger sammen med dig. Og så laver vi den bedste vej mod det mål. På den måde får du en succesoplevelse i stedet for en oplevelse af, at du ikke når dine mål. Husk på, at succes avler succes.

Det var sidste fordel i dette indlæg. I næste indlæg kommer jeg med fem andre fordele ved at have en personlig træner. Jeg håber, du vil læse med.

Skriv et svar