De nordiske anbefalinger for næringsstoffer blev opdateret i løbet af denne sommer, og for første gang indgår der også miljøvenlig mad.
Anbefalingerne, der blev lanceret den 20. Juni 2023, er blevet til på baggrund af tusindvis af forskningsstudier på området og har taget mere end fem år at udarbejde.
Hvor kostrådene/næringsanbefalingerne tidligere fokuserede på sundhed, forsøger de nu at tilgodese miljøet i samme omgang.
Ifølge Karen Ellemann, Generalsekretær for Nordisk Ministerråd, er det et “banebrydende” fokus.
Men hvordan lyder anbefalingerne generelt? Helt generelt bør du spise overvejende plantabaseret og skrue markant ned for kødindtaget – især rødt kød. Det gælder dog også fjerkræ, som ellers tidligere har været undtaget.
Ikke kun sundhedshensyn
De generelle (og konkrete) anbefalinger tilgodeser selvsagt miljøet, mens det også tilgodeser helbredet. Det er første gang siden 2012, at de nordiske næringsstofanbefalingerne bliver opdateret, og delen om miljøhensynet fylder en hel del. Eksempelvis anbefales det, at vi indtager betydeligt mindre end 350 gram rødt kød hver uge – af miljømæssige hensyn.
Anbefalingerne beskriver også den mængde af vitaminer og mineraler, samt fedtstoffer og kulhydrater vi skal indtage for at have det godt.
Men hvor du før kunne erstatte det røde kød med “hvidt” eller lyst kød såsom fjerkræ, frarådes dette nu for at minimere miljøpåvirkningen.
I stedet bør du erstatte kød med vegetabilske fødevarer såsom bælgfrugter og fisk (fra bæredygtige bestande, selvfølgelig).
Ud ryger selvfølgelig også alkohol og sukkerholdige fødevarer. Slik bør med andre ord begrænses og alkohol undgås. Sidstnævnte, fordi det ikke er muligt at vurdere, hvad et sikkert niveau af indtag bør være.
De specifikke næringsstofanbefalinger
Der er helt specifikke råd for fødevaregrupper, som du selvfølgelig ikke skal snydes for:
- Korn: Indtag mindst 90 gram fuldkorn dagligt (inklusiv fuldkorn i produkter). Et højere indtag er godt for både krop og miljø
- Grøntsager, frugter og bær: Indtag 500-800 gram grøntsager, frugter og bær om dagen. Husk at variere
- Kartofler: Kartofler anbefales at indgå som en væsentlig del af din kost. Både kogt og bagt tilberedt med lav indhold af salt. Friturestegte kartofler bør begrænses.
- Bælgfrugter: Bør indgå som en væsentlig del af det almindelige kostmønster.
- Nødder og frø: Indtag 20-30 gram om dagen.
- Fisk: Indtag fisk fra bæredygtige bestande. Spis 300-450 gram fisk ugentligt, heraf 200 gram fed fisk.Godt for både krop og miljø.
- Rødt kød: Maks 350 gram ugentligt, men bør være betydeligt lavere.
- Hvidt kød: Bør reduceres på grund af miljøet. Så lavt som muligt.
- Mælk og mejeriprodukter: 350-500 milliliter fedtfattig mælk og mælkeprodukter dagligt.
- Æg: Moderat indtag af æg kan være en del af en sund og miljøvenlig kost.
- Fedtstoffer og olier: Minimum 25 gram vegetabilsk olie dagligt. Begræns brug af smør og tropiske olier. Lav miljømæssig påvirkning.
- Slik: Begræns forbrug af slik og andre sukkerholdige fødevarer.
- Frugtjuice: Lavt til moderat indtag af frugtjuice kan være en del af en sund kost. Børns indtag bør begrænses.
- Alkohol: Alkohol bør undgås, Hvis det indtages, bør det være i små mængder. En total afholdenhed anbefales til børn, unge og gravide.
Svært og dyrt at følge i praksis
Jeg bifalder tanken om at inddrage klimabetragtninger i anbefalingerne. Men mennesker er generelt elendige til at følge anbefalingerne, fordi de er – for menigmand – indviklede og besværlige.
De nye anbefalinger er endnu mere indviklede, besværlige og dyre, hvorfor jeg spår, at endnu færre kommer til at følge dem.
Ideen om at spise mere plantebaseret sidder lige i skabet – det bør vi alle. Men jeg anerkender, det kan være svært at finde erstatninger, der samtidig er spændende og lækre, hvis du ikke i forvejen interesserer dig for dette. Gør du ikke det, forudser jeg, det bliver kedeligt at følge de nye anbefalinger.
Kilder:
https://www.norden.org/en/publication/nordic-nutrition-recommendations-2023