BMI (Body Mass Index) har længe været et pejlemærke for, hvornår nogen er undervægtig, normalvægtig eller overvægtig. Og BMI har længe været et elendigt pejlemærke for selvsamme.
Jeg har klienter, som står skåret i granit, som, hvis vi overhovedet gad kigge på BMI, åbenbart er overvægtige.
Og jeg har sunde, slanke og velfungerende klienter, som måske lige sniger sig under “normalen”, når det kommer til BMI – men som bestemt ikke er undervægtige, men derimod blot i god form og små af bygning.
Samtidig er der før blevet talt om, at BMI-skalaens “normal” skulle rykkes fra 18-25 og tættere på 22-29 – fordi det var mere normalt nu. Sig mig – er man så lige pludselig normalvægtig, hvor man før blev stemplet som overvægtig, fordi alle andre vejer det samme? Ej vel, det giver ikke mening.
Drop BMI og kig på din vom i stedet for – den afslører det hele.
Større vom = større risiko for hjerteanfald
Et par forskere besluttede sig for at finde ud af, hvordan de bedst muligt kunne screene for risikoen for at få kardiovaskulær sygdom (typisk hjerteanfald). Helt konkret ville de undersøge, om der var bedst sammenhæng mellem BMI og risikoen for at få et hjerteanfald eller om sammenhængen mellem livvidde-til-hofte ratioen (waist-to-hip) var større/stærkere.
Hele 27.098 personer, der alle havde oplevet et hjerteanfald, blev undersøgt, så der er tale om en meget stor gruppe af mennesker på tværs af lande og kontinenter – altid godt, når det kommer til at drage nogle valide konklusioner.
Forskerne fandt ud af, at de, der oplevede en stigning i deres livvidde-til-hofte ratio også oplevede en øget risiko for hjerteanfald – og det var vel at mærke i patienter, som ikke tidligere havde haft et hjerteanfald. Og det gjaldt også patienter, som, ifølge BMI, var normalvægtige.
Denne sammenhæng fandt de på tværs af lande og regioner – men de fandt den ikke, hvis de kun kiggede på BMI.
Forskerne fandt også, at patienternes taljemål var stærkt forbundet med deres risiko for at få et hjerteanfald. Jo større taljemål, jo større risiko for et hjerteanfald.
Hvad betyder det for dig?
Hvis du går og tror, at du med din BMI på ~25 ikke er i farezonen for eksempelvis hjerteanfald, skal du måske revurdere din tro. For ovenstående peger i retning af, at BMI er en elendig indikator for risikoen.
Så har du et normalvægtigt BMI, men en god, stor far-vom, skal du måske til at overveje, hvordan du slipper af med den – medmindre du selvfølgelig vil være i risikozonen for et hjerteanfald.
Jeg skylder selvfølgelig at nævne, at det ikke er din vom i sig selv, der øger risikoen – det er måden, hvorpå du opbygger den/har opnået den.