You are currently viewing Du ryger og drikker for meget…

Så kontant er meldingen fra Søren Brostrøm, formand for Robusthedskommissionen.

Du – og resten af danskerne – fører en livsstil, der fører til kroniske sygdomme. Vi hygger os ganske enkelt for meget, og hyggen består – ofte – af alkohol, rygning, dårlig kost og fysisk inaktivitet. En livsfarlig cocktail, som vi bør ændre/reducere, såfremt vi ønsker at undgå kroniske sygdomme i fremtiden.

Fokus på forebyggelse

Robusthedskommissionen har netop fremlægt deres anbefalinger for at undgå en stor forekomst af kroniske sygdomme, multisygdomme og funktionsnedsættelse, da det vil lægge et unødigt stort pres på både sundheds- og ældreområderne fremadrettet.

Folketinget forhandler lige nu med fokus på især de unge, da forebyggelse skal ske tidligt i livet for at have maksimal effekt.

Helt konkret ligger der 20 anbefalinger fra Robusthedskommissionen, som Folketinget kan tage fat på. Blandt andet vil de inkludere flere ufaglærte til at løse opgaver, mens sygeplejesker skal kunne tage lægeopgaver.

Af andre – mere politiske anbefalinger – bør der nedsættes et prioriteringsråd med fokus på opgaveløsning på tværs af sektorer. Der kan vi så snakke om, hvor meget gavn endnu et råd vil gøre. Kommissionen mener, at rådet kan frigøre ressourcer, der så kan bruges på mere forebyggelse og andre opgaver.

Hvorvidt politikerne forstår alvoren og gør noget ved det, er umuligt at spå om. Pt. har de stadig ikke ændret lovgivningen, så vi undgår moms på fysisk træning, hvormed det bliver dyrere at holde sig sund. Derfor kan det være svært at tro på, de vil øge det forebyggende arbejde.

Men jeg krydser i hvert fald fingre for, at de slår øjnene op før eller siden.

Kilde

Skriv et svar