Ny forskning fra Københavns Universitet (KU) viser, at appetithormonet, neurotensin, muligvis kan forudsige, hvorvidt du holder dit vægttab.
Såfremt det viser sig at holde stik, er det en ret stor opdagelse. Antallet af overvægtige person i Danmark er støt stigende (det gælder i det meste af verden) og godt halvdelen herhjemme er faktisk overvægtige. Og selvom mange kommer i mål med deres vægttab, er det langt fra alle, der holder kiloene af efterfølgende.
Faktisk er det en sværere kamp end at tabe kiloene.
POC-studie
Inden jeg dykker ned i, hvad forskerne undersøgte og hvad de fandt ud af, vil jeg påpege, at studiet var et såkaldt Proof Of Concept (POC) studie. Det betyder, at det er første gang det beskrives. Altså er det første gang forskere forsøger at kortlægge, hvorvidt neurotensin spiller en rolle i “diæt-induceret vægttab” hos mennesker (tabe sig ved at indtage færre kalorier).
Hvad undersøgte forskerne?
Forskerne undersøgte, hvad der skete med overvægtige mus, der tabte sig. Her så de et fald i neurotensin-udskillelsen. Det samme undersøgte de hos mennesker, og så et tilsvarende fald.
Det interessante var her, at forskerne fandt en højere udskillelse af neurotensin hos de mennesker, der vedligeholdte deres vægttab sammenlignet med de, der tog på igen. Og det kan, ifølge forskerne, hjælpe os til at forstå, hvorfor nogle har større succes med at vedligeholde et vægttab.
Biokemisk sker der det, at neurotensin frigives i tarmen efter et måltid – ligesom andre appetithormoner som ghrelin og leptin eksempelvis. Disse informationer samles i hjernen, der så styrer, hvorvidt du ønsker at spise mere eller føler dig mæt.
Deltagerne i studiet havde tabt sig over en 8-ugers periode, hvor de fulgte en lavkalorie-diæt. Forskerne så, at de, der tabte sig yderligere i løbet af år, frigiv mest neurotensin.
Forskerne spekulerer i, hvorvidt de der tager på igen efter et vægttab mangler den appetithæmmende respons, neurotensin giver.
Ingen quick-fixes
Selvom der findes lægemidler og operationer til at hjælpe med vægttab, har et lægemiddel med udgangspunkt i neurotensin lange udsigter. Forskerne mangler stadig at undersøge flere aspekter af hormonet og dets påvirkning på os. Men vi ved allerede nu, at personer, der har fået bariatrisk kirurgi (fedmeoperation i folkemunde) udskiller mere neurotensin, hvilket forklarer en ofte manglende appetit efterfølgende.
I forlængelse af snakken om at undersøge neurotensin mere, troede forskere længe, at de kunne manipulere leptin-niveauerne i overvægtige for at reducere deres sultfornemmelse. Her fandt forskerne ud af, at mennesker med svær overvægt i høj grad var resistente over for leptin, hvorfor en påvirkning af leptin ville være uden effekt.
Derfor skal du ikke gå og sætte din lid til, at dette bliver din vej ud af (svær) overvægt. Men det er spændende forskning, der kan hjælpe med at kaste lys over måden vi mennesker fungerer på.
Forskningen betyder dog ikke, at det er umuligt at holde vægten efter et vægttab. Al forskning og evidens peger på, at det er en mulighed, men det kræver selvsagt at du spiser fornuftigt og er mere fysisk aktiv end den gennemsnitlige dansker nok er.
https://www.metabolismjournal.com/article/S0026-0495(23)00137-3/fulltext