You are currently viewing Overvægt under graviditeten øger risikoen for hjerteproblemer hos barnet

Ovenstående postulat giver måske sig selv, men i virkeligheden er det faktisk sådan, at motion og sund kost under graviditeten hos overvægtige gravide beskytter barnet mod hjertekar-sygdomme (eller reducerer i hvert fald risikoen markant).

Det viser et studie, der er publiceret i International Journal of Obesity.

Hvad viste studiet?

Forskere fra King’s College i London fandt ud af, at 3-årige børns sandsynlighed for at udvise risikofaktorer for fremtidige hjertesygdomme steg, hvis deres mor var klinisk overvægtig under graviditeten. Men ved at ændre livsstil/vaner, reduceredes denne risiko. Og flere og flere beviser peger på, at overvægt under graviditeten er forbundet med metabolisk dysfunktion hos børn – ja, faktisk kan alvorlige cardiovaskulære sygdomme starte allerede i livmoderen (altså under graviditeten).

Hvad så forskere hos børnene?

Forskerne fulgte mødrene – alle med et BMI over 30 – tidligt i graviditeten og fulgte op, når børnene var fyldt tre år. Studiet var randomiseret, hvor den ene gruppe ikke blev guidet, mens den anden gruppe fik 1-1 hjælp og blev guidet til fysisk aktivitet og sund kost.

Da forskerne undersøgte de tre-årige børn, så de, at de, hvor mødrene var/forblev overvægtige, udviste tegn på fremtidige cardiovaskulære sygdomme. Herunder øget hjertemuskel-tykhed, forøget hvilepuls, øget “flight or fight” reaktion hos børnene sammenlignet med børn af normalvægtige mødre og lignende. Den anden gruppe af børn udviste ikke disse risikofaktorer.

Hvad betyder det for mig/min partner?

Som med alle andre studier, kan vi ikke endegyldigt konkludere noget. Men studiet peger i retning af, at overvægt under graviditeten kan påvirke barnets cardiovaskulære helbred negativt i fremtiden – i hvert fald til tre-års-alderen. Forskerne mener dog, at påvirkningen er livslang.. Samtidig tyder det også på, at det er muligt at beskytte det ufødte barn ved at spise sundere og dyrke motion.

Dette er ikke en udskamning af overvægtige mødre eller overvægtige generelt. Indlægget er til for at oplyse om farerne forbundet med at være klinisk overvægtig – og ikke kun faren for dig selv (eller din partner, såfremt du er en mand, der læser dette), men også for dit/jeres ufødte barn.

Jeg er tilhænger af, at vi skal elske os selv, som vi er. Vi skal blot gøre det på et oplyst grundlag. Det gælder alle – ikke kun overvægtige.

 

Kilde: https://www.sciencedaily.com/releases/2022/10/221024102917.htm

Skriv et svar