Med et trylleslag lukkede regeringen ned for alle former for fysisk aktivitet ud over (alene)træning i det fri. Og med et trylleslag faldt andelen af danskere, som dyrker motion.
Fra 55 % af befolkningen før nedlukningen til kun 39 % efter nedlukning. Det svarer til et fald på over 27 %.
Og det er alarmerende.
Kraftigt fald blandt aktive motionister
Af de 55 %, der var idrætsaktive før corona-pandemien, var 38 % af disse stoppet med at være aktive i slutningen af april. Det viser en undersøgelse gennemført af Idrættens Analyseinstitut, Idan.
Og selvom 62 % af de tidligere idrætsaktive er forblevet aktive, så er det ikke på samme niveau som før. Fra en gennemsnitlig træningstid på 5 timer og 21 minutter i ugen, blev der i slutningen af april brugt omkring en halv time mindre, nemlig 4 timer og 47 minutter i ugen.
Det påvirker selvsagt folkesundheden, at vi ikke længere er nær så aktive. Sammenhold det med en stigning i antallet af overvægtige de sidste mange år, og du har en potentiel sundhedsbombe.
Mere end sundheden, der er i fare
Fordi det ikke længere er muligt at dyrke motion, som kræver adgang til bestemte faciliteter (svømning, styrketræning, fitness og så videre), er der også mange af disse, der mister omsætning hver dag.
Det er nu to måneder siden, det meste af landet lukkede ned, heriblandt træningsfaciliteter af enhver art. Hvor mange virksomheder, som du kender, kan overleve 0 kroner i omsætning i to måneder? Når de samtidig skal betale husleje, løn og andre faste omkostninger?
Ja, der er hjælpepakker og ja, de hjælper mange. Men hvad med resten? Hvor mange muligheder er der for at træne i forskellige faciliteter om en måned? Om to måneder? Eller om bare to uger, hvis der ikke snart kommer omsætning i kassen igen?
Min store frygt er, at alt det, der er bygget op i Danmark – både det private, men også foreningslivet – kommer til at lide hårdt i fremtiden. Udbuddet af træningstilbud vil uden tvivl blive mindre og mindre, jo længere ind i krisen vi kommer.
Man kan derfor blot håbe, at regeringen snart vælger at åbne op for danskernes sundhed – under kontrollerede forhold vel at mærke – så mange af os igen kan dyrke motion og styrke vores kroppe og sind.
Kilde:
https://idan.dk/nyhedsoversigt/nyheder/2020/b312_markant-faerre-har-dyrket-sport-og-motion-under-coronanedlukningen/
Pingback: Corona forværrer fedmeepidemien i Danmark - CasperJespersen.dk