You are currently viewing Nye retningslinjer for fysisk aktivitet

Sundhedsstyrelsen (SST) ændrer de officielle retningslinjer for fysisk aktivitet: Der bliver markant større fokus på styrketræning, der før har været nærmest udeladt.

Tidligere anbefalede SST at vi skulle være aktive 30 minutter om dagen – aktiviteten bør være moderat til intens, så du bliver forpustet.

Derudover skal 2×20 minutter af din fysiske aktivitet være højintens. Her skal der indgå aktiviteter, der øger knoglestyrke og bevægelighed. De 2×20 minutter er inkluderet i de daglige 30 minutter.

Ovenstående formulering er utrolig vag, ser vi bort fra minut-angivelsen, hvilket muligvis er en af grundene til, SST nu ændrer formulering.

Hvad er nyt?

Som noget helt nyt anbefaler SST nu alle at styrketræne. Så anbefalingen hedder nu, at du skal være fysisk aktiv 30 minutter om dagen samt styrke dine muskler to gange hver uge som en del af de 30 minutter.

For børn og unge anbefales tre ugentlige styrketræninger – altså fysisk aktivitet, hvor musklerne styrkes. Det skal være øvelser, der styrker de store muskegrupper, som ifølge SST er ben, baller, mave, ryg og arme og udføres med egen vægt eller lettere vægte.

For voksne er anbefalingen to gange hver uge, men ellers samme anbefaling.

Der er med andre ord tale om et kvantespring i SST’s anbefalinger. Hvorfor, spørger du måske? Fordi SST tidligere nærmest udelukkende omtalte konditionstræning, mens de nu inkluderer styrketræning – endda meget eksplicit.

Læseren af denne blog ved selvfølgelig, hvor vigtigt styrketræning er for sundhed og velvære (gerne sammen med konditionstræning), og derfor varmer det, at SST endelig har fået øjnene op for dette.

Malurt i bægeret

Desværre lander anbefalingen på et lidt dårligt tidspunkt – især hvis du er konspirationsteoretiker. For regeringen har desværre bestemt sig for at pålægge stort set alle former for styrketræning (i et træningscenter) 25% moms. Herunder også personlig træning, fitnesshold og så fremdeles.

Ingen – ud over politikerne – synes selvsagt det er en god ide, og der er da også blevet fremsat et borgerforslag om at rulle forslaget om at indføre moms på undervisning (som det hedder sig) tilbage.

Desværre mente politikerne ikke, at det skulle rulles tilbage. Kun 38 stemte for at rulle forslaget til; Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Kristeligt Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige. De resterende 70 i form af Socialdemokraterne, Venstre, Moderaterne, SF og Radikale Venstre stemte imod. Man kan derfor spekulere på, at de nye anbefalinger er et led i at få statskassen til at bugne (endnu mere)?

Det er værd at påpege, at forslaget endnu ikke er indført. Men mon ikke det blot er et spørgsmål om tid?

Uanset formålet med at indføre momspligt på undervisning, er der ingen tvivl om, at det fuldstændigt hovedløst at gøre det dyrere at træne – uanset typen af træning. Vi har en befolkning, der bliver større og større (og vi snakker ikke muskler), og så vælger vi at gøre det dyrere – og dermed sværere tilgængeligt – at gøre noget ved det.

Det er en ommer.

Kilde: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2023-06-11-sundhedsstyrelsen-aendrer-retningslinjer-for-fysisk-aktivitet

Skriv et svar