Undersøgelser har tidligere vist, at overvægt øger risikoen for at få lungebetændelse som sygdom generelt, men også som en komplikation af en normal influenza.
Nu viser de første rapporter så tegn på, at overvægt – på samme måde som høj alder og tilstedeværelsen af kroniske sygdomme – også kan være en risikofaktor for at få et sværere covid-19-forløb, såfremt du bliver smittet.
Hvad siger studierne?
To studier fra henholdsvis Frankrig og USA har kigget på forekomsten af overvægt og svær overvægt blandt covid-19-patienter og set på deres efterfølgende sygdomsforløb. Her var konklusionen i begge rapporter, at overvægt over svær overvægt øgede risikoen for både at blive indlagt og behovet for intensiv behandling.
For personer med et BMI over 35kg/m2 er risikoen for at blive indlagt cirka 2,2 gange højere, mens risikoen for at blive flyttet til intensivafdelingen er 3,6 gange højere end for normalvægtige.
Ikke overraskende
Det er ikke ny viden, at svært overvægtige personer har et svækket beredskab over for både bakterier og vira og for at udvikle komplikationer som følge af disse. Nye studier viser, at det også gælder den nye covid-19. Studierne viste, at hos de patienter, som krævede respiratorbehandling, havde 76% et BMI, der var større end 30 kg/m2. Samtidig var fedme i sig selv en risikofaktor for at være afhængig af hjælp fra respirator på sigt – uafhængig af alder og andre kroniske sygdomme.
Overvægtige er udsatte
Studierne peger med andre ord i retning af, at overvægtige og svært overvægtige også er risikogruppen, når det kommer til covid-19. Det er ikke overraskende, men ikke desto mindre endnu en grund til at sætte ind, hvis vægten begynder at blive faretruende. De generelle farer ved at være overvægtig adresserer jeg i et blogindlæg om kort tid, men ofte bliver det meget flyvsk, hvad det egentlig vil sige, at være i risiko for at udvikle x og y.
Med covid-19 bliver det lige pludseligt meget håndgribeligt, hvad du risikerer, hvis du gør noget ved din overvægt/begyndende overvægt. Dette er ikke skrevet for at udskamme nogle – alle har ret til at leve deres liv, som de ønsker. Dette er skrevet for at oplyse om nogle af farerne ved at blive/forblive overvægtig.
Kilder:
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/32271993
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/32271368
https://ugeskriftet.dk/videnskab/overvaegt-og-risiko-svaert-forlob-af-sars-cov-2-infektion