Sætningen “du skal gå 10.000 skridt dagligt”, har du nok hørt før. Den er brugt vidt og bredt inden for både træningsmiljøet og den generelle debat om aktivitet og sundhed.
Men er 10.000 det gyldne antal skridt for at leve godt og sundt?
10.000 skridt stammer fra branding-strategi
Faktisk stammer reglen om de 10.000 skridt fra OL i Tokyo i 1964. Her mente man, at den japanske befolkning over en bred kam var blevet for dovne og tykke. For at gøre noget ved dette, opfandt man Manpo-Kei. Et koncept, der cirka kan oversættes til 10.000-skridt-meteret.
Med andre ord: En skridttæller. På en tid, hvor håndholdt eller bærbar elektronik var et særsyn.
Men det virkede. Flere gå-klubber poppede op i Japan, og Manpo-Kei startede en vaskeægte trend.
Skal vi lytte til brandingen?
Men er det så Japanske branding-eksperter, vi skal sætte vores lid til, når vi ønsker at være sunde?
Faktisk behøver vi slet ikke japanske branding-eksperter. Der er nemlig lavet et nyt studie, der viser, hvor mange skridt vi skal tage, for at sænke risikoen for en (for) tidlig død.
Studiet løb fra 2005 til 2018 og korrigerede for parametre som alder, køn, etnicitet, rygning og så videre. Der var over 2.000 mænd og kvinder fra USA med forskellig hudfarve og en gennemsnitsalder på 45 år.
Forskerne inddelte deltagerne i tre grupper
- En gruppe, som i gennemsnit gik færre end 7.000 skridt dagligt
- En gruppe, som i gennemsnit gik mellem 7.000 og 9.999 skridt dagligt
- En gruppe, som i gennemsnit gik mere end 10.000 skridt dagligt
Hvad fandt forskerne frem til?
Individerne, der tog mellem 7.000 og 10.000 skridt dagligt, havde gennemsnitlig 50-70% lavere risiko for en tidlig død sammenlignet med gruppen, der tog færre end 7.000 skridt. Derudover fandt forskerne frem til, at jo flere skridt (inden for intervallet 7.000-10.000), forsøgspersonerne tog dagligt, jo lavere risiko for dødelighed.
Dog kunne det ikke påvises, at flere skridt end 10.000 kunne kobles til yderligere nedsat risiko for dødelighed – så du behøver altså ikke gå et marathon på daglig basis for at blive sundere.
7.000 er ikke et magisk tal
Ligesom vi har fundet ud af, at 10.000 ikke er et magisk tal, ligeledes er 7.000 nok heller ikke.
Studierne på aktivitet såsom skridt vil fortsat blive foretaget, og det betyder, at vi hele tiden bliver klogere. Eksempelvis har et studie påvist, at risikoen for dødelighed hos kvinder flader ud omkring 7.500 skridt – så allerede her har vi et nyt tal at forholde os til.
Det er dog værd at hæfte sig ved, at for de fleste vil det forholde sig således, at flere skridt = lavere risiko for tidlig død – medmindre du altså i forvejen går virkelig mange skridt (+10.000 eksempelvis).
Kilder:
https://videnskab.dk/krop-sundhed/nyt-studie-har-unders%C3%B8gt-hvor-mange-skridt-om-dagen
https://videnskab.dk/krop-sundhed/skal-du-virkelig-gaa-10000-skridt-om-dagen
https://videnskab.dk/forskerzonen/krop-sundhed/behoever-vi-virkelig-at-gaa-10000-skridt-om-dagen